14. juni 2013 14:32 mx.dk
Top-nazist fundet i USA
Af Lars Sejr

En top-rangeret nazist fra en søsterafdeling til SS i Ukraine er blevet fundet i USA af journalister fra nyhedsbureauet AP.

Den i dag 94-årige Michael Karkoc fortalte i 1949, da han emigrerede til USA, at han ikke havde gjort tjeneste under Anden Verdenskrig. Det betød, at han blev lukket ind i landet, hvor han har levet lige siden og stadig bor den dag i dag.

Slog civile ihjel 
Men ellers hemmeligholdte dokumenter, som AP er kommet i besiddelse af, viser en noget anden historie, end den, som de amerikanske myndigheder fik serveret. Nemlig, at Karkoc var med til at stable en ukrainsk underafdeling af SS på benene.

Der er findes ikke dokumenter, som direkte gør ham ansvarlig for krigsforbrydelser, men vidneudsagn fra soldater, som gjorde tjeneste under Michael Karkoc, har sandsynliggjort, at han stod i spidsen for en militær enhed, der massakrerede civile.

Gamle SS-dokumenter forbinder ham også til oprøret i Warszawa i 1944, hvor nazister brutalt slog et polsk oprør ned.

AP har henvendt sig til Karkoc, der på sin adresse i Minneapolis nægtede at udtale sig.

- Jeg tror ikke, at jeg kan forklare, sagde han til bureauets udsendte. 

Bål, skud, ødelæggelser 
Anderledes meddelsom var Vasyl Malazhenski, som gjorde tjeneste under Karkoc, da han i 1967 blev afhørt om sin deltagelse i krigen.

Har fortalte han, hvordan han under ledelse af Michael Karkoc skulle hævne drabet på en tysk SS-officer. Enheden fik til opgave at likvidere alle indbyggerne i byen Chlaniow.

Malazhenski understregede dog samtidig, at han ikke vidste, hvem der gav ordren til opgaven.

- Det var som en trance: bålene, skuddene, ødelæggelserne, fortalte han om massakren i Chaniow.

- Da vi senere gik gennem den smadrede by, kunne jeg se ligene af mænd, kvinder, børn.

Efraim Zuroff, en førende naziforsker fra Simon Wiesenthal Center i Jerusalem, har mange års erfaring med at opstøve nazister i skjul. Han mener, at beviserne er gode nok til at kræve Michael Karkoc udleveret til retsforfølgelse i enten Tyskland eller Polen.

- I USA er tingene forholdsvis enkle. Hvis han stod i spidsen for en enhed, der udøvede sådanne grusomheder, så er der ingen tvivl, siger Zuroff.

- Og Tyskland. Hvis fyren stod i spidsen for en enhed, så er det lige meget, om det kan bevises, at han personligt trykkede på aftrækkeren. Så er han ansvarlig. 

mx.dk