Lars Larsen er murer og interesserer sig glødende for Frikorps Danmark. Det har givet ham indgående viden om et sort kapitel i danmarkshistorien og et nuanceret syn på dem, der deltog.

Den 35-årige murer Lars Larsen fra Randers spidser ekstra meget ører i dag. Under massivt presseopbud ankom verdens mest nidkære nazijæger, Efraim Zuroff, i går til Station City i København for at politianmelde en tidligere Frikorps Danmark-mand for krigsforbrydelser i Hviderusland under Anden Verdenskrig.

De anslået 7.000 Frikorps-frivillige i tysk krigstjeneste er Lars Larsens altoverskyggende hobby. Han skriver på sin anden bog om emnet, han holder foredrag om det, har sin egen hjemmeside, www.frikorpsdanmark.dk, og er stamgæst i Rigsarkivet.

Siden han var ti år gammel og i en historietime så dokumentarfilmen »De fem år« fra 1955, har han brugt tusindvis af timer og nætter på at læse om og undersøge alt om den lille håndfuld unge danske mænd, der valgte så meget side til fordel for fjenden, at de var parate til at dø for det. Han har besøgt og interviewet omkring 22 tidligere danske medlemmer af Frikorps Danmark, SS, Schalburgkorpset og Hipo, og han har rejst med flere af dem til den tidligere østfront og fået deres personlige beretninger.

Så for Lars Larsen er nazijægerens opsnusning og politianmeldelse af den 90-årige Helmuth Leif Rasmussen, som han har mødt flere gange, mere end blot endnu et kapitel om danskernes stadigt voksende fascination af Anden Verdenskrig.

»Om ti år kan man altså ikke spørge de her folk om noget mere,« fortæller Lars Larsen.

»Jeg håber, at der er nogle om 40-50 år, der vil synes, at det er interessant, hvad jeg har gået og rodet med. At nogle på længere sigt kan få brug for det.«

Lars Larsen understreger, at det ikke er for at forsvare de tidligere nazi-frivillige, at han bruger sine aftener, når sønnen på fire år er puttet, til at rode rundt i et stigmatiseret hjørne af Danmarks fortid.

»Det er for at fortælle et stykke vigtig danmarkshistorie. Og så er det fascinerende, at det er så lukket et emne. At det for nogle stadig er et tabu.«

Om nazijægeren vil få held til at få Helmuth Leif Rasmussen dømt, tvivler Lars Larsen på.

»Men hvis der findes beviser på, at han har dræbt folk som vagt i lejren i Bobruisk, er det ikke forkert at politianmelde ham. På den anden side er 60 år for sent. Det bliver påstand mod påstand, hvis det når så langt.«

Første møde med Frikorps-mand

Lars Larsen faldt i Frikorps-gryden som barn. Han læste ikke Anders And men bøger om krig, som han lånte på biblioteket. Senere blev interessen for krige erstattet af besættelsen, og da eksistensen af Frikorps Danmark gik op for ham, tog det fart.

»Da jeg var 18-20 år, blev det ret ekstremt,« fortæller han.

Han gik lige til stålet og krydstjekkede oplysninger fra flere bøger og fandt frem til identiteten på en Frikorps-mand. Han skrev til ham for at få lov til at komme på besøg og høre om tiden i det berygtede Frikorps. Internettet var ikke opfundet, så det var et scoop for den unge nysgerrige mand at få adgang til detaljer fra en førstehåndskilde. Manden hed Svend Larsen og fortalte åbenhjertigt i fem timer om sin tid i tysk tjeneste.

»Der er stor forskel på at læse om mennesker og så møde dem i virkeligheden. Man får nogle andre historier,« siger Lars Larsen.

Besøget blev starten på mange besøg hos Frikorps Danmark-mænd. I dag er den unge knøs’ »hvordan var det at være i krig?« og »hvordan var det at komme i fængsel, da du kom hjem til Danmark?« afløst af kenderens spørgsmål om f.eks. livet i fangelejre og om soldaterkammeraters endeligt. Og af besøg på Rigsarkivet. Det begynder som regel med toget fra Randers kl. halv to om natten, en slentretur i Københavns gader om morgenen, indtil arkivet åbner kl. ni, hvorefter han først forlader arkivalierne ved lukketid kl. 16.

»Og så er jeg helt firkantet i hovedet.«

Vigtigt ikke at tie

Lars Larsens historiske interesse i de danske mænd på østfronten har givet ham et mere nuanceret syn på både de unge mænd, og hvad de var igennem.

»Det var unge folk, der tog nogle valg, som har fulgt dem lige siden. Nogle af dem er 90 år i dag, og de fire år i Frikorpset har præget dem lige siden. Det er vildt at tænke på, at det sidder så dybt i dem stadigvæk. Mange har fortalt mig, at hvis de havde vidst, hvad det hele ville ende med, og hvad de skulle igennem bagefter, havde de ikke gjort det. Men de fleste har ikke fortrudt. De føler, at de meldte sig i god tro og med regeringens velsignelse.«

Det er Lars Larsens vurdering, at de fleste af Frikorps-mændene var overbeviste nazister men også, at en stor del bare var arbejdsløse og meldte sig for at tjene nogle penge uden at være klar over, hvad de kunne komme ud for.

Han tror, at folk efterhånden har accepteret, at der var to sider af besættelsen. At Danmark ikke kun har haft heltemodige modstandsfolk. Men han møder stadig folk, der vil tie det ihjel. Hans svar til dem er:

»Nej, hvis vi lukker det væk, så lærer vi ingenting af historien.«

Og hans råd til mennesker, der opdager eller allerede ved, at deres mænd, fædre, brødre eller bedstefædre deltog i tysk krigstjeneste, er ikke at stemple dem på deres fortid.

»Man skal ikke ændre syn på dem, men huske dem som de mennesker, de var.«

m.b.dk