30. AUG. 2013 KL. 16.33 politiken.dk
Nazijæger: Tyskland skal udlevere Søren Kam
AF SØREN ASTRUP

De tyske myndigheder bør se at få stillet den danskfødte naziforbryder Søren Kam for en dommer.

Det kræver det anerkendte Simon Wiesenthalcenter i anledningen af 70-året for Søren Kams og hans medløberes mord på en dansk avisredaktør.

De danske myndigheder har flere gange gjort tyskerne opmærksom på, at man forlanger den gamle naziforbryder udleveret, men det har tyskerne modsat sig. De har heller ikke efterkommet en europæisk arrestordre, selv om de er forpligtede til det af aftalerne bag arrestordren.

Tyskerne anser sagen for forældet, fordi der alene - mener domstolen i Bayern - er tale om et drab og ikke et overlagt mord, da den ubevæbnede avismand blev mejet ned efter at være bortført af en gruppe nazister.

»Den omstændighed, at Kam, en nazimorder fuldstændigt uden anger, fortsat beskyttes af Bayerns retsvæsen er en hån mod retfærdigheden«, mener Efraim Zuroff fra Simon Wiesenthalcenteret.

»At han fik tysk statsborgerskab på basis af sit medlemskab af SS og dermed kunne undgå udlevering til Danmark gennem flere årtier er et klart bevis for, at sagen er håndteret fuldstændigt forkert. At han fortsat kan bo ustraffet i Kempten sender det værst tænkelige signal om vigtigheden af at stille nazikrigsforbrydere til ansvar for deres afskyelige gerninger«.

Fik hjælp fra de gamle kammerater
Zuroff hæfter sig også ved, at Søren Kam har fået støtte fra organisationen Stille Hilfe, der er berygtet for at hjælpe nazister til at gå fri. Organisationen ledes af SS-chef Heinrich Himmlers datter.

Oplysningerne er kommet frem i en ny bog om nazisten, der gik fri: 'Drabet på Clemmensen og historien om Søren Kam' af journalist Erik Høgh-Sørensen.

»Det burde derfor være lysende klart, at det er på høje tid, at Søren Kam, der er nummer 6 på Wiesenthalcenterets Mest Eftersøgte-liste, burde sendes ind for at ende sine dage i et dansk eller tysk fængsel«, understreger nazijægeren Efraim Zuroff.

politiken.dk